Fra rystende stemme til rolig samtale: Lises første rigtige interview

Lise kom med en opgave og en klump i maven

Lise meldte sig til forløbet i begyndelsen af efteråret. Hun sidder i bestyrelsen i en lokal forening og havde fået til opgave at lave en lille serie om foreningens historie. Første afsnit skulle være en samtale med den mand, der trænede holdene dengang, og som hun selv havde haft som lærer som barn.

Hun havde aldrig optaget et interview før. Det, hun frygtede mest, var ikke udstyret, men at miste tråden, afbryde på de forkerte tidspunkter og ende med en samtale, der lød som en høring. Hun sagde det ligeud den første aften på kurset, og det blev udgangspunktet for vores arbejde.

Jeg kender den tøven godt fra de hold, jeg underviser. Folk tror ofte, at et godt interview kræver en særlig personlighed. I virkeligheden kræver det forberedelse, en klar plan for de første minutter og en vilje til at lytte mere, end man taler.

Forberedelsen: færre spørgsmål, bedre rækkefølge

Lises første udkast bestod af toogtyve spørgsmål, skrevet som en lang liste. Vi læste dem sammen og sorterede dem i tre grupper: det, der åbner samtalen, det, der fører ind i selve historien, og det, der samler op til sidst. Det endte på otte spørgsmål, hvoraf nogle kun var tænkt som reserve.

Vi øvede også at formulere dem åbent. Et spørgsmål som 'Var det ikke en god tid?' inviterer til et ja. 'Hvad husker du fra den første træning?' inviterer til en scene. Lise omskrev selv de fleste og bemærkede, at hun begyndte at høre forskellen, når hun læste dem højt for sig selv.

Til sidst lavede hun en kort tjekliste til optagedagen: tid til at ankomme før gæsten, en prøveoptagelse, vand til begge og telefonen på flytilstand. Den slags ser banalt ud på papir, men det er netop de ting, der redder en optagelse, når nerverne sidder i halsen.

• Sorter spørgsmål i åbning, kerne og afslutning
• Skriv spørgsmål, der beder om en scene frem for et ja eller nej
• Hav få reservespørgsmål i baggrunden, ikke en lang liste

Tryghed hos gæsten er halvdelen af arbejdet

Lises gæst, vi kalder ham Henning, havde aldrig siddet foran en mikrofon. Hun besluttede at invitere ham hjem til sig selv frem for at mødes i et fremmed lokale, fordi han så ville sidde et sted, hvor skuldrene kunne falde ned.

Før optagelsen drak de kaffe og talte om alt muligt andet. Lise fortalte ham, hvordan samtalen ville forløbe, at han kunne tage en pause, når han ville, og at de sagtens kunne starte forfra, hvis noget gik skævt. Hun sagde også, at intet blev udgivet, før han havde hørt det og sagt god for det.

Det ændrede stemningen mærkbart. Da mikrofonen blev tændt, sad Henning tilbagelænet og begyndte at fortælle, før første spørgsmål var færdigt. Det er ikke held. Det er resultatet af, at gæsten ved, hvad der skal ske, og at han føler sig behandlet som en person, ikke som en kilde.

Selve optagelsen: lyt, vent og lad stilheden stå

Lise havde sat to mikrofoner op tæt på hver af dem i et rum med tæpper og gardiner, der dæmpede ekkoet. Vi havde øvet afstanden tidligere, og hun lagde mærke til, at Hennings stemme blev mere jævn, når han sad en håndsbredde længere væk end først planlagt.

Det sværeste for hende var at lade pauserne stå. Da Henning standsede midt i en sætning om en afgørende kamp, ville hun straks hjælpe ham videre. I stedet tog hun en indånding og ventede. Efter få sekunder kom det bedste i hele samtalen, en detalje om en våd bane og en trænertavle, der var gået i stykker.

Bagefter sagde hun, at hun havde lyttet så meget, at hun næsten glemte sin liste. Det er præcis det, vi øver: at have planen i baggrunden og være til stede i rummet, så næste spørgsmål vokser ud af svaret, ikke ud af papiret.

• Lav en prøveoptagelse og lyt med hovedtelefoner før start
• Vent tre til fire sekunder, når gæsten tøver
• Lad opfølgende spørgsmål vokse ud af det, gæsten lige har sagt

Hvad hun tog med sig, og hvad der stadig var svært

Da Lise hørte optagelsen igennem, var der stadig ting, hun ville have gjort anderledes. Hun afbrød to gange for hurtigt, og et enkelt spørgsmål var længere, end det behøvede at være. Men lyden var ren, samtalen havde retning, og Hennings stemme bar fortællingen uden hjælp.

Hun skrev en liste over sine egne faldgruber og tog den med til næste lektion. Vi brugte den som udgangspunkt for en ny øvelse, hvor hun interviewede en medkursist om en helt anden sag, så hun kunne mærke, hvad der virkede igen, og hvad der kun havde virket den ene gang.

Det er et realistisk resultat efter et par uger. Ingen bliver en erfaren interviewer af ét forsøg, men man kan komme fra frygt for at tabe tråden til en samtale, man med glæde sender videre til en gæst, der er stolt af at have deltaget.

Det kan du gøre ud af Lises forløb

Sæt dig ned med et konkret interview, du gerne vil lave, og skriv først de tre ting, du vil have ud af samtalen. Skær derefter dine spørgsmål ned, så de understøtter de tre ting, og stryg resten uden dårlig samvittighed.

Planlæg mødet, så gæsten ankommer til en rolig situation. Vælg et sted med bløde overflader, fortæl hvordan samtalen foregår, og aftal på forhånd, hvordan optagelsen bliver brugt. Det koster ti minutter, men sparer ofte en halv times usikkerhed under selve optagelsen.

Til sidst: lyt til din egen optagelse med det samme, mens du husker rummet. Notér, hvor du talte for meget, og hvor stilheden gav dig noget. Den korte gennemlytning er den hurtigste vej til at blive bedre til næste gang.

• Formuler tre mål for samtalen, før du skriver spørgsmål
• Vælg et stille rum med tæpper, gardiner eller bløde møbler
• Lyt til optagelsen samme dag og noter, hvad du vil gøre anderledes